Skoleelever tættere på virksomhederne

Som de første på Fyn var 200 skoleelever fra Faaborg-Midtfyn Kommune samlet på Polymeren til projektet HOP-IN i ugen op til påske. Formålet var at give eleverne en førstehåndsoplevelse af, hvad det vil sige at starte og drive sin egen produktionsvirksomhed.

Det var 7. klasserne på Carl Nielsen Skolen, Tingagerskolen og Pontoppidan-afdelingen af Brobyskolerne, der deltog i projektugen, som begyndte med virksomhedsbesøg på forskellige lokaler virksomheder, blandt andet Jeros, Løgismose, Nassau Door. Det skulle give eleverne et indtryk af, hvordan rigtige produktionsvirksomheder fungerer.

Herefter skulle eleverne selv i gang med deres projekt. Og der var nok at se til, for de skulle både bygge deres egen bod og stå for marketing, regnskab og logistik – og selvfølgelig selv lave maden. På den måde fik eleverne prøvet kræfter med alt fra design og håndværk over produktudvikling til økonomi og markedsføring.

Ugen sluttede med at et dommerpanel bestående af blandt andet borgmester Hans Stavnsager kårede den bedste street food-stand.

Læs reportage på fyens.dk:

https://www.fyens.dk/faaborg-midtfyn/Unge-ivaerksaettere-Elever-bag-street-food-virksomheder/artikel/3241365

 

Artiklen her er skrevet af Faaborg-Midtfyn Kommune og bragt i samarbejde med kommunen.