Fra januar bliver der igen produktion på Industrivej 3 i Nr. Broby. Christian Reeh, 45, rykker ind med sin virksomhed Reehlight, som blandt andet skal producere beton-pendel-lamper.

“Vi skal lave pendellamper i 6 mm formstøbt beton, og så skal vi desuden udvikle en ny måde at tænke skriveborde på. Det hele er dansk. Dansk design, dansk håndværk og dansk produceret. Der er ikke noget Kina-knald i vores produktion”, fortæller Christian Reeh.

Virksomheden findes allerede. Men indtil nu har Christian Reeh mest stået for at få ideerne og få dem produceret andre steder. Nu starter han op med egen produktion i BCM Transtechs gamle lokaler på Industrivej.

Skal sælge til amerikanske hoteller

Selv om produktionen først for alvor går i gang lige efter nytår er der allerede efterspørgsel efter betonlamperne. Reehlight har en aftale med Illums Bolighus om salg til private og derudover er de primære markeder Tyskland og USA. Christian Reeh har eksempelvis allerede fået en aftale med en amerikansk hotelkæde, der vil aftage det danske produkt.

Så det gælder bare om at komme i gang lige efter nytårsklokkerne har ringet af.

Designet til forældrenes guldbryllup

Christian Reeh er hverken designer eller betonsmed. Til gengæld er han god til at se en forretning og få idéer. Og sådan én fik han for nogle år tilbage imens han arbejdede i Singapore. Her skulle han finde på en gave til sine forældres guldbryllup, og talte med en god ven derude, som designede lys til biler.

De fik ideen til en lang formstøbt lampe med LED-belysning, som kan hænge over et bord. De fik den designet, udviklet og produceret 10 prototyper i Kina. Heraf tog han den ene med hjem til forældrenes guldbryllup.

“De blev rigtig glade for den, og jeg fik hurtigt solgt de første 10, så jeg fik produceret 100 mere. Kunderne var glade og der var efterspørgsel. Men efter noget tid, begyndte jeg at få reklamation på lamperne. De var ikke produceret ordenligt, så jeg trak dem tilbage igen,” fortæller Christian Reeh.

Ideen er dog aldrig blevet droppet. Og det er nu det samme design, men altså produceret i Danmark med danske komponenter, som bliver fremtidens Reehlight pendel.

“Jeg var træt af det kinesiske bøvl, og kvaliteten var ad h til. Måske derfor jeg går i den helt anden retning og gør det rent dansk nu. Det er ikke ret meget dyrere og meget bedre,” siger han.

Virksomheden starter med to mand i produktionen og har allerede aftaler om samarbejde med nogle af de andre virksomheder på Industrivej.