Svarene på spørgeskemaet, vi har sendt ud viser, at medlemmerne grundlæggende er tilfredse med foreningen. At de er medlemmer for at få netværk og udbrede kendskabet til deres egen virksomhed og for at få lokale erhvervsnyheder. I hvert fald blandt dem, som har svaret.

4 af fem stjerner. Det er bedømmelsen af Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd fra medlemmerne. Eller i hvert fald fra de medlemmer, der har taget sig tid til at svare på det spørgeskema, som blev sendt ud i november.

Og som et udgangspunkt er det jo rigtig godt, at medlemmerne ser ud til at være tilfredse med foreningen. Vi ser også en lille stigning i antallet af medlemmer, så det passer godt sammen med tallet her.

Spørgeskemaet blev sendt ud for at bestyrelsen kan få viden om, hvad medlemmerne ønsker sig og inspiration til, hvordan foreningen kan blive stærkere, bedre og frem for alt endnu mere relevant for medlemmerne. Så den kan tiltrække endnu flere og give bedre tilbud til medlemmerne.

”Det er fedt at få gode ideer ind til, hvordan vi skal arbejde med foreningen fremadrettet. Jeg er særligt glad for dem, som har taget sig tid til at komme med kommentarer og input til os. Det er virkelig vigtigt, og der er mange gode idéer imellem”, siger Alexander Mygind Andersen fra bestyrelsen. Han har stået for indsamlingen af data i spørgeskemaet.

Nyheder og netværk

Noget af det, som bestyrelsen er meget interesseret i at høre er, hvorfor du er medlem af foreningen. Her er kommet mange forskellige svar. Men dem som vejer tungest er:

”For at få fingeren på pulsen i forhold til erhverv og politik” og ”for at lære andre virksomheder at kende”, imens meget få ønsker at få noget at sige i selve erhvervsrådet.

Det er en god indikator på, at det arbejde vi har sat i gang det seneste halve år med mere faste nyhedsbreve og oftere opdateringer på hjemmesiden er den rigtige retning.

Stort set alle, der har svaret, læser nyhedsbrevet. Men samtidig vidste ingen, at vi giver to flasker rødvin, hvis man skaffer et nyt medlem, hvilket har stået i et nyhedsbrev. Så vi skal være bedre til at kommunikere tingene ud – og måske gøre det flere gange.

Gode ideer til fremtiden – mere af det samme

Der er også kommet gode ideer til fremtiden ind – og tak for alle de input.

Dem læser vi med stor interesse. Nogen skriver, at de gerne vil have ”mere af det samme”, imens andre kommer med forslag om at holde flere netværksmøder med mere fokus på selve netværket og måske lidt mindre kompakt fagligt indhold. Når det er en netværksaften skal der netop være bedre tid til at netværke. God pointe, som vi tager med videre.

 

Har du ikke modtaget spørgeskemaet?

Spørgeskemaet er sendt ud til alle medlemmer af Erhvervsrådet i slutningen af november. Det er kun sendt ud én gang for ikke at lave for meget spam.

Det er sendt til medlemmernes faktureringsadresser. Derfor kan der være nogen, som ikke har modtaget det. Enten fordi det er gået til en mailadresse, eller fordi det er gået i et spamfilter.

Der er kun 10 procent af medlemmerne, som har svaret på undersøgelsen. Ikke nok til at gøre den statistisk valid, så vi tager den mest som gode input. Sidder du tilbage og tænker ”Den opdagede jeg vist ikke”, eller ”de her svar passer slet ikke til min opfattelse”, så tøv endelig ikke med at give Alexander besked, så dine input og ideer også kan komme med i udviklingsarbejdet.