Lagersystemer og kassetter til det værktøj papkasse-fabrikker bruger til at stanse (udskære) deres papkasser. En ordens- og industridetalje størstedelen af befolkningen ikke anede, der var brug for.

Men ikke desto mindre er det hele forretningsgrundlaget hos BCM Trantech i Broby, som er førende i verden på at lave de lagersystemer og kassetter, de øvrige virksomheder skal bruge på at holde styr på deres værktøj.

“Det er lidt ligesom brevordnere og papirkasetter på et kontor. Vores kasetter er bare 165 mm brede og 1000 mm  høje gør, at de virksomheder, der producerer mange forskellige størrelser af papkasser, kan holde orden og ikke mindst flytte deres stanseværktøjer, som vejer over 100 kilo stykket, rundt”, forklarer Torben Christiansen, der ejer BCM Transtech.

Nyhed på messe i oktober

Senere på måneden skal virksomheden på messe, hvor deres nyeste produkt er så interessant, at de har fået lov at vise en videodemonstration på messen.

Sidst de gjorde det, i 1999, vandt de 2. prisen for mest innovative produkt. Og nu går de efter at gentage successen

Og det går faktisk ganske godt på virksomheden i Broby, som pt har 18-19 ansatte og nogle tilknyttede freelancere. Der er ikke mange konkurrenter på verdensmarkedet inden for lige netop dét felt, og investeringerne og udviklingen har gjort, at virksomheden i år er blevet kåret til Gazelle for tredje gang.

Besøg BCM Transtech

Den 16. november har du som medlem af Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd muligheden for at besøge BCM Transtech og få et indblik i en meget specialiseret og unik branche. Erhvervsrådet holder nemlig netværksmøde på virksomheden, hvor du dels kan få inspiration til at lave godt indhold til Facebook – og dels altså kan få en rundvisning af Torben Christiansen og høre om virksomhedens nyeste produkter.