Iværksætterkursus styrkede troen på fremtiden som øko- kvægavlere

Jesper Langfeldt og Trine Mehlsen fra Holmelund i Gestelev følte sig løftet af kursus i Faaborg-Midtfyn Kommune. Både mentalt og med praktiske redskaber til at få virksomheden til at vokse og trives.

Det kræver mange daglige timers arbejde at drive økologisk kvægavl og gårdbutik i virksomheden Holmelund i Gestelev, som ægteparret Jesper Langfeldt og Trine Mehlsen driver sammen. For tiden er er der 40 dyr at passe, og to dage om ugen står de klar til at tage imod kunder i gårdbutikken, hvor de både sælger små udskæringer og store kasser. Jesper Langfeldt er desuden tømrer, og Trine Mehlsen arbejder som civilingeniør med landbrug i Faaborg-Midtfyn Kommune. De drømmer om at udvikle virksomheden til at være forretning for dem.

Så parret har travlt. Alligevel har de besluttet sig for at tage på Faaborg-Midtfyn Kommunens nye lokale iværksætterkursus. Men kun fordi de forventede at få et fornuftigt udbytte af den investerede tid.

“Vi er kritiske. Vi skal helst være klogere, når vi kører hjem om aftenen,“ siger Jesper Langfeldt.

Og det blev både han og Trine Mehlsen på Faaborg-Midtfyn Kommunes iværksætterkursus. Selvom han i forvejen er selvstændig tømrer og for eksempel godt kender lovgivningen om skat og moms, var der alligevel meget nyt at lære og lade sig inspirere af i den nye virksomhed.

Kvægavlen er startet som en hobbyvirksomhed i 2015, den er vokset til et deltidslandbrug og i løbet af et par år satser parret på, at landbruget skal udgøre en fuldtidsstilling. Målet er at øge flokken af moderdyr fra 16 til 30-40 stykker og få restauratører i kundekredsen, som i øjeblikket udelukkende består af private købere.

Fik gode redskaber til at starte virksomheden

“På kurset fik vi nogle gode redskaber til udvikling af forretning, brand og hjemmeside,” fortæller Jesper Langfeldt, som også  varmt anbefaler kurset til helt nystartede selvstændige.

“Da vi startede op med tømrervirksomheden havde det saftsuseme været rart at have været på sådan et kursus, for hvor kan man bruge lang tid på at rode rundt i, hvad man må og ikke må. For uanset hvilken forretning, du driver, er der masser af administration og kontorarbejde og registrering,” siger Jesper Langfeldt.

Han lægger vægt på, at kurset afholdes i hans egen kommune, selvom han rent praktisk ville have lige så nemt ved at komme til Svendborg.

“Det betyder noget for tilhørsforholdet. Selvom meget bliver mere og mere globalt, er det en fordel, at nogle ting bliver ved at være lokale,” mener han.

Vidt forskellige brancher mødes

Der var vidt forskellige brancher repræsenteret blandt kursets knapt 50 deltagere. Der var både butiksindehavere, håndværkere, grafikere og alternative behandlere i blandt. Nogle af dem blev hinandens første kunder. Eksempelvis fandt Jesper Langfeldt og Trine Mehlsen en leverandør til logo og hjemmesideudvikling.

I det hele taget var samværet med andre selvstændige en stor gevinst, synes Jesper Langfeldt:

“Troen på at det kan lade sig gøre er blevet endnu større. Den vokser af at være i selskab med andre, der også tror på, at det kan lade sig gøre at starte noget. Vi har fået øjnene endnu mere op for, hvor vigtigt det er med netværk og erfaringsudveksling.”