I starten af oktober holdt Jeros i Ringe 25-års jubilæum for virksomhedens administrerende direktør, Evita Rosdahl. Hun har overtaget virksomheden efter sin far og selv om virksomheden er relativt lille med 55 ansatte, klarer den sig godt i forhold til de store spillere på markedet for industri-opvaskemaskiner.

“Vi skal skille os ud fra mængden, og tilbyde en service og kvalitet på alle planer af virksomheden, når vi vil klare os mod de store spillere”, siger Evita Rosdahl.

Mange studerende og lærlinge

Ét af de helt afgørende punkter for at sikre både udvikling og virksomhedens fremtid er, at gøre sig attraktiv for unge, så de får øjnene op for, at der ligger en virksomhed tæt på Odense, som også er interessant.

“De unge kigger meget efter robotvirksomhederne i Odense. Vi kan noget andet, og kan til gengæld tilbyde at man kan få ansvar og være med i mange led i arbejdsprocessen. Derfor er bliver de studerende glade for at være her. Og det er nødvendigt, hvis vi vil sikre vores eget rekrutteringsgrundlag”, fortæller Evita Rosdahl.

Jeros har derfor hele otte lærlinge pt og et antal studerende fra SDU, som er i kortere eller længere praktikforløb. De er både med til at sikre nye idéer i virksomheden, og samtidig at der er veluddannede mennesker til at tage over, når der bliver ledige stillinger i virksomheden.

Fra fotograf til CEO

Evita Rosdahl selv har en stor mærkesag i at lade unge få øjnene op for kvaliteterne og mulighederne ved at arbejde i en industrivirksomhed. Selv har hun overtaget den efter sin far, men det lå bestemt ikke i kortene. Hun blev uddannet reklamefotograf, og havde ikke tænkt sig at tænke på opvaskemaskiner. Men da der blev behov for at få lavet en god visuel identitet til Jeros, rykkede Evita ind i virksomheden som en “in-house” markedsførings-specialist.

“Jeg havde ikke forestillet mig, at der var så mange forskellige arbejdsgange i arbejdet. Og så mange muligheder i sådan en virksomhed, men jeg blev klogere og har rykket mig meget. Men når jeg, som er vokset op som datter i virksomheden ikke lagde mærke til dens kvaliteter, forstår jeg godt, hvilket behov vi har for at gøre opmærksomme på os selv,” fortæller den administrerende direktør og fortsætter:

“Der er så mange, som er gode til at bruge deres hænder. Men som følger strømmen og går på gymnasiet eller sådan noget. Der skal vi som virksomheder tage vores ansvar alvorligt og være med til at vise mulighederne for håndværker-talenterne”.

Sørg for at blive set

Hun sørger derfor for at Jeros er med, hvergang der er skills eller job-messe på SDU. Og så sørger hun for, at alle medarbejdere -høj som lav – ved, hvad der foregår i virksomheden.

“Vi holder fælles formiddagskaffe hver fredag, hvor vi taler om, hvad der er sket og hvad der skal ske i den kommende tid. Så ved alle, hvem jeg viser rundt på virksomheden, eller hvilken messe, jeg er til. Det giver et fælles mål og en god stemning, at vi alle ved, hvad vi arbejder hen imod”, fortæller Evita Rosdahl.