Pressemeddelelse

Mere dialog og mere tid til den enkelte virksomhed. Det er ambitionerne bag Faaborg-Midtfyn Kommunes nye oprustning på erhvervsområdet.

Et tæt samarbejde mellem kommune og virksomheder er vigtigt – for begge parter. Derfor har komunen netop ansat en ny erhvervskonsulent og fordobler således antallet af konsulenter fra én til to.

Formålet er at bringe kommune og virksomheder endnu tættere på hinanden. Det forklarer borgmester Christian Thygesen (V).

”Vi vil gerne gøre mere for vores virksomheder, og vores ambition er, at det hele tiden skal blive mere og mere attraktivt at drive virksomhed i Faaborg-Midtfyn. Vi tror på, at dialog er vejen frem, og med denne oprustning har vi nu to meget erfarne og kompetente erhvervskonsulenter, som på fuld tid vil være ude hos virksomhederne for at holde fingeren på pulsen og sikre tætte bånd mellem virksomheder og kommune. Det bliver et markant løft til vores erhvervsrådgivning, og noget som virksomhederne kommer til at kunne mærke.”

Nyt blod med stor erfaring

Den nye erhvervskonsulent hedder Keld Friis Christiansen, og han er startet i sin stilling 1. september. Keld Friis Christiansen er uddannet ingeniør og har stor erfaring med strategisk virksomhedsrådgivning og har tidligere arbejdet for blandt andet Bang & Olufsen, Erhverv Randers og som Senior Advisor hos Atkins.

Sammen med kollega John Mogensen bliver hans hovedopgaver at være i løbende dialog med kommunens virksomheder og yde dem vejledning og sparring. Både langsigtet i forhold til den enkelte virksomheds udvikling og strategi, men også i forhold til helt aktuelle udfordringer, som for eksempel rådgivning om ansøgninger hos kommunen og vejledning om blandt andet digitalisering og strategiske beslutninger.
Derudover samarbejder erhvervskonsulenterne også tæt med bl.a. Udvikling Fyn, Væksthus Syddanmark og andre erhvervsfremmeaktører nationalt og internationalt.

Keld Friis Christiansen siger:
”Jeg har allerede besøgt de første virksomheder og samarbejdspartnere, så netværket tager hurtigt form, og jeg glæder mig til at komme endnu mere rundt. Faaborg-Midtfyn er en kommune med et driftigt erhvervsliv og mange spændende virksomheder, og jeg glæder mig til at kunne sætte min erfaring og viden i spil og hjælpe med vejledning og sparring, hvor der er brug for det.”