På netværksmødet den 10. oktober kan du få viden om dine muligheder med en fremtidsfuldmagt. Her vil advokat Flemming Pedersen fra Focus Advokater fortælle om, hvad en fremtidsfuldmagt er, hvorfor det er en god idé at sikre sig, og hvordan du får oprettet en.

Af Pernille Pedersen

En ny lov fra 1. oktober 2017 giver mulighed for at oprette en fremtidsfuldmagt. Med en sådan fuldmagt bestemmer du selv, hvem der skal træffe beslutninger på dine vegne, såfremt du skulle blive ramt af sygdom eller demens.

Forvirring om reglerne, hvis du bliver for syg til selv at træffe valg

Hvis uheldet er ude, og du bliver ude af stand til at forvalte dine egne penge, hvem bestemmer så, om dine penge skal bruge på julegaver til dine børn og børnebørn? Eller om du skal på plejehjem eller hospice? Og hvem skal tage stilling til, hvilken behandling du skal modtage?

Jens Sylvest, der er medlem af erhvervsrådet, forklarer, hvorfor emnet er valgt på dette netværksmøde:

“Alle tror, at det er din samlever eller børnene, der kan bestemme, men det er det ikke. Har du ikke oprettet en fremtidsfuldmagt, så overtager Statsforvaltningen nemlig beslutningerne for dig,” fortæller Jens Sylvest.

Jens Sylvest hæfter sig ved, at det er et vigtigt emne, som ikke er blevet ret godt belyst. Det skal dette netværksarrangement lave om på, lover han.

“Alle har jo fx et testamente, men det her er vigtigere. For det handler om, hvordan du selv og din økonomi bliver forvaltet, mens du stadig er her,” fortsætter Jens Sylvest.

Netværksmødet skal skabe klarhed

Jens Sylvest fik selv tinglyst en fremtidsfuldmagt i sommer og har på den måde sikret sig, at der er tre personer, der kan varetage hans interesser, både de personlige og de økonomiske, i tilfælde af, at han skulle blive så syg, at han ikke længere selv kan.

Advokat Flemming Pedersens oplæg vil gøre dig klogere på fremtidsfuldmagter; hvad er det og hvordan opretter man en? Han vil ligeledes kort komme ind på, hvordan man med et testamente kan tilrettelægge formuefordelingen i tilfælde af dødsfald.

Arrangementet afholdes på Polymeren den 10. oktober fra klokken 17.00 – 21.30.

Det er gratis for medlemmer og koster 300 kroner for ikke-medlemmer.

Foruden oplægget vil der være mulighed for at netværke med de øvrige deltagere, fælles spisning samt få en rundvisning på Polymeren med spændende fortællinger om stedet.

Tilmelding til netværksmøde 10. oktober i Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd

Antal deltagere

Medlem?

10 + 2 =