Faaborg-Midtfyn Kommune er rykket to pladser op på Dansk Industris rangliste over de erhvervsvenlige kommuner i Danmark. I år lander Faaborg-Midtfyn således på en samlet plads som nr. 34 af landets 98 kommuner. Men i området ”Overordnet erhvervsvenlighed og dialog” er kommunen helt oppe på en 15 plads.
Dansk Industri har netop offentliggjort den årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er den undersøgelse, hvor kommunerne bliver rangeret efter, hvordan de klarer sig indenfor fire områder, overordnet erhvervsvenlighed, infrastruktur og energi, uddannelse og arbejdskraft og kommunal administration.
I den undersøgelse er Faaborg-Midtfyn i år placeret som nummer 34 (2. bedste placering på Fyn, kun overgået af Assens) og to pladser højere end i 2025.
Især indenfor ”Overordnet erhvervsvenlighed og dialog” scorer kommunen højt. Her er Faaborg-Midtfyn på en 15. plads.
Det glæder formanden for erhvervsrådet Johnny Poulsen.
– Det er rart at opleve, at det som vi arbejder målrettet mod, også smitter af hos virksomhederne. Vi har et rigtig godt samarbejde med kommunen og kommunikerer om mange ting. Erhvervsrygsækken og Job med Værdi er indsatser, hvor kommunen og erhvervslivet arbejder tæt sammen og er helt afhængige af hinanden for at få det til at fungere. Det smitter heldigvis også af i virksomhedernes vurdering af kommunikationen og dialogen, siger han.
Rykker op både relativt og reelt
Tidligere har Johnny Poulsen og erhvervsrådet været kritiske overfor Dansk Industris undersøgelse af erhvervsvenligheden, fordi den også indeholder nogle statistikker, som en stor landkommune som Faaborg-Midtfyn aldrig vil kunne score højt i. Eksempelvis har der tidligere været målt på mængden af cykelstier pr indbygger – en måling som faktisk er blevet fjernet, efter erhvervsrådets (og andres) kritik. Men mængden af busruter pr indbygger er stadig en del af undersøgelsen.
Derudover har kritikken også tidligere været, at undersøgelsen er relativ. Kommunerne måler sig imod hinanden, så i princippet kan alle forbedre sig indenfor et område uden at man kan se det, fordi de kun konkurrerer indbyrdes.
Der er dog i årets oversigt også tal på, hvordan vurderingen fra virksomheden ligger i absolutte tal sammenlignet med tidligere år.
– Og på det punkt er det rart at se, at Faaborg-Midtfyn indenfor især erhvervsvenlighed og dialog scorer højere end tidligere i virksomhedernes vurdering, så vi er gået frem både relativt og rent praktisk, siger Johnny Poulsen.
Fortsætter de gode toner
Undersøgelsen viser også områder, der har brug for forbedring. F.eks. er sagsbehandlingstiden steget siden sidste år, og Faaborg-Midtfyn har eksempelvis en større andel en forventet på førtidspension – et tal som muligvis hænger sammen med, at der også er en lavere andel end forventet af befolkningen mellem 16 og 66 år, der er fuldtidsbeskæftigede.
– Vi har nogle odds imod os på grund af demografien og geografien, som gør, at vi aldrig bliver nummer 1 i Danmark. Sådan er undersøgelsen sat sammen. Men vi kan bruge det til at gøre en forskel på de områder, vi har indflydelse på. Og der er det en anerkendelse af det virkelig gode samarbejde, vi i erhvervslivet har med kommunen, og det skal vi da bare udbygge og hele tiden gøre bedre, siger Johnny Poulsen.
Om Dansk Industris undersøgelse
Undersøgelsen “Lokal Erhvervsvenlighed” kommer dels fra statistiskmateriale og dels fra svar fra virksomheder, der på en række spørgsmål har kunnet svare mellem 1 og 5, hvor 5 er det højeste.
Mindst 30 virksomheder i en kommune skal svare på spørgsmålene for at kommunen kommer med i undersøgelsen. I Faaborg-Midtfyn har 73 virksomheder svaret.
Se nærmere på resultaterne for Faaborg-Midtfyn
Kilde: Dansk Industri.



