Nu er der sat gang i udbud til den ombygning af tilslutningsanlæg 11 ved Årslev, som skal i gang hen over sommeren.
Man skal ikke have kørt til eller fra Årslevafkørslen om morgenen eller eftermiddagen ret mange gange, uden at vide, at trafikpresset er større, end tilkørselsanlægget pt er gearet til. Lange køer, som ofte går ud på selve motorvejen eller langt i retning af Nr Lyndelse på Kirstinebjergvej er hverdagskost i området.
Men nu er der endelig en løsning på vej. Vejdirektoratet har sat offentligt udbud i gang så alle virksomheder kan byde på opgaver i forbindelse med omlæggelsen. Det betyder selvfølgelig også at relevante lokale virksomheder kan lægge deres bud i kassen.
”Det bliver godt for området endelig at få løst udfordringen, så trafikken i myldretiden kan glide noget bedre, end den gør i dag. Det har været længe ventet og bliver ikke mindst relevant, når trafikmængden til området forventeligt øges, når Dry Port Odense bliver en realitet. Så vi sætter stor pris på, at arbejdet nu kan gå i gang, og opfordrer selvfølgelig relevante lokale virksomheder til at byde ind på opgaven, siger Johnny Poulsen,” formand for Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd.
Sådan ser tidsplanen for udbud og projekt ud
Ifølge projektlederen fra Vejdirektoratet, bliver den kommende tidsplan sådan her:
Udbud 24/4 – 15/5
Licitation 15/5
Seneste anlægsstart 12/6 (evt. før, det er op til den vindende entreprenør)
Anlægsperiode 12/6-27/11
Åbningsdato: 27/11 (med forbehold for uventede og uforudseelige hændelser)
Projektet har nr H04108 – TSA 11, Årslev og udbudsmaterialet kan findes på portalen her:
https://udbudsportalen.app.vd.dk/da/ongoing
Vejen forventes at være farbar i hele anlægsperioden
I udbudsmaterialet er der også trafikafviklingsplaner, som angiver de forskellige faser Vejdirektoratet forventer arbejdet skal udføres i. Der vil være brug for opsætning af midlertidige signaler, men Vejdirektoratet forventer ikke, at ramperne vil være lukket eller at arbejdet giver anledning til omkørsel på noget tidspunkt.
Det vil være op til den vindende entreprenør at fastlægge de endelige faser, så det kan der sagtens komme ændringer til.
Projektet har sin egen program-hjemmeside,
Den er her: Ombygning af tilslutningsanlæg ved Årslev | Vejdirektoratet



