Erhvervsrådet: DIs undersøgelse er ikke relevant for os

6. september 2023by FME
Bestyrelsen Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd

I de her dage bliver Dansk Industris årlige erhvervsklima-undersøgelse offentliggjort. Typisk får den en masse opmærksomhed af kommuner og medier fra hele landet.

Men i Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd vil vi gerne stille os kritiske overfor undersøgelsen. Ja, den kan rangere kommunerne, så man kan få et billede af hvem der er ”bedst” og hvem der er ”dårligst”. Men vi mener, at en del af kriterierne i bedste fald er irrelevante – nogle gange deciderede misvisende for hvordan erhvervsklimaet er.

Derudover er vi kritiske overfor, at hele præmissen for undersøgelsen er, at kommunerne er rangeret i forhold til hinanden og ikke i forhold til et fikspunkt eller et generelt pointsystem, så man som kommune kan se, om man har forbedret sig på de områder, man har arbejdet på. Man kan kun se, at om man klarer sig relativt bedre eller dårligere end de andre kommuner. Men hvis alle landets 98 kommuner arbejdede på at forbedre ét punkt, ville det jo stadig kun være én som ville ligge øverst på det punkt, selv om alle havde forbedret sig

Vil lave egen undersøgelse

”Det er vigtigt for os at gå ud med et statement om, at vi faktisk mener at undersøgelsen ikke er relevant for os, INDEN vi kender vores placering i år. For den har netop ingen indflydelse på vores holdning til undersøgelsen,” siger formand Johnny Poulsen fra Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd.

Han har sat sig sammen med en gruppe erhvervsfolk og konsulenter som er medlemmer af erhvervsrådet. Sammen vil de inden nytår komme med et oplæg til en undersøgelse, som kan laves internt i kommunen.

”Vi vil se på, hvad vi i virkeligheden vil måle os på og som vi mener siger noget om, hvordan erhvervsklimaet er. Vi drømmer da om at få sat et testsystem op, som er så brugbart og relevant, at andre kommuner og områder også vil bruge det. Men lige nu er vores mål at lave et målingssystem, så vi kan få et relevant og brugbart billede af, hvordan vores virksomheder har det og hvordan vi kan forbedre os, så erhvervsklimaet i Faaborg-Midtfyn kan blive bedre.”

 

FAKTA:

Dansk Industri sender hvert år et spørgeskema ud til virksomheder over hele landet og opfordrer dem til at svare på undersøgelsen. Svarprocenten varierer fra kommune til kommune.

Svarene bliver lagt sammen med data og statistikmateriale fra den enkelte kommune og det former til sammen undersøgelsen og resultatet af undersøgelsen.

Nogle af de punkter, som ikke er særligt relevante i forhold til erhvervsklimaet i Faaborg-Midtfyn Kommune, er eksempelvis antallet af kilometer cykelsti i kommunen. Det virker ikke relevant at sammenligne landkommuner og bykommuner på dét kriterie. Og heller ikke på offentlig transport. Uanset hvad vi gør, kommer der altså ikke en metro fra Vester Hæsinge til Ringe. Eller et avanceret bybusnet, som dækker hele kommunen.

KontaktFaaborg-Midtfyn Erhvervsråd

Glasmestervej 31 - 5772 Kværndrup

ErhvervskonsulentKonsulent

Klaus Juul Jensen

AdministrationBogholder

Gitte Lei

FakturaKasserer

Søren Haller

NyhedsbrevWebmaster

Sofie Janerka
bt_bb_section_top_section_coverage_image

Copyright © 2020 Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd. All rights reserved  –  Design: Mark & Storm Grafisk.