Her er de nominerede til Årets Iværksætter

5. marts 2025by FME
Hydrovertic får overrakt plakaten og prisen som Årets Iværksætter

Her er de tre nominerede til Iværksætter

Hvert år starter der et væld af virksomheder op her i kommunen – meget forskellige og med forskellige mål. Mange gør det rigtig godt, og det vil vi gerne hylde. Her er de tre virksomheder, som er nomineret til Årets Iværksætter-prisen, som bliver uddelt på generalforsamlingen den 12. marts 2025

Det er deltagerne på generalforsamlingen, som kommer til at afgøre, hvem af de tre virksomheder, som får prisen. Der bliver nemlig afstemning på aftenen efter at virksomhederne er blevet præsenteret. (Så husk at tilmelde dig/din virksomhed hvis I ikke allerede er tilmeldt generalforsamlingen).

De nominerede virksomheder er listet op her i vilkårlig rækkefølge.

 

Fynsk Velsmag, Faaborg

Martin Horn er uddannet kok og har arbejdet 15 år hos Meyers Madhus og Meyers Kantiner. Dels som køkkenchef og dels som gastronomisk rådgiver. Han har der blandt andet stået i spidsen for 90 kantiners overgang til økologisk og mere bæredygtig mad.

I 2022 tog han springet og startede som selvstændig kok og underviser i Fynsk Velsmag. Han ville gerne udvikle sit eget og være en del af det inspirerende fødevarefællesskab på især Sydfyn. Han underviser i dag kokke og kantinepersonale over hele landet og laver kokkeskole og catering for private.

 

 

Martin Horn, Fynsk Velsmag
Martin Horn, Fynsk Velsmag

 

 

Palleshavegaard, Palleshave

Her skal være rart for alle. For mennesker, for dyr, for planter. Palleshavegaard er et regenerativt biodynamisk landbrug og pædagogisk tilbud.

De to ting hænger faktisk rigtig godt sammen, når man er så langt inde i den biodynamiske tankegang, som Mathias Olsen og hans far Michall Marhauer er.

For her er eksistensgrundlaget respekt for hele jorden og alt hvad vi omgiver os med.

Familien med tre generationer overtog gården for tre år siden og har omlagt den til økologi og er på vej mod en biodynamisk certificering. De dyrker deres egne grøntsager og har fokus på at skabe fødevarer, som er god for mikrobiologien i jorden og giver et udbytte hele året, som både kan ses positivt på bundlinjen, i jorden/naturen og i de menneskelige kontekster omkring gården.

Både Mathias og Michall er uddannede pædagoger og tilbyder ved siden af landbruget også pædagogisk arbejde indenfor at være kontaktperson, hjælpe mennesker tilbage fra en kriminel løbebane, forældresparring eller anden rådgivning. De inddrager landbruget i det pædagogiske arbejde, hvor det giver mening og har flere mennesker i praktik eller arbejdsprøvning på gården. De har desuden tre landbrugselever og er med til at udvide og udvikle det biodynamiske landbrug i Danmark.

 

Palleshavegaard - biodynamisk landbrug og pædagogisk tilbud
Palleshavegaard – biodynamisk landbrug og pædagogisk tilbud

 

Café Elmelund, Faaborg

Thomas Elmelund startede cafeen op efter corona. Først som ansat i hallen. Og efter et års tid tog han springet og blev han herre i eget hus. Siden har han også forpagtet caféen på Faaborg Gymnasium, ligesom han holder åbent i forbindelse med Øhavsskolens frokostpause med særlig skole-tilbud, for at give eleverne et sundere alternativ til supermarkedernes kageudbud.

Thomas Elmelund er autodidakt kok, men har arbejdet med mad hele livet og har også en uddannelse i kost og ernæring. Han har selv taget nogle bump på vejen som ung og glæder sig derfor over i dag at have otte ansatte, hvoraf to er fleksjobbere og fem er unge. Han elsker at se hvordan de unge vokser med opgaverne og ansvaret, og hvordan han kan tilbyde et meningsfulde fleksjobs til dem, der ikke kan klare en fuldtidsstilling.

 

 

Thomas Elmelund
Thomas Elmelund

 

 

Vil du have mulighed for at stemme på én af kandidaterne, skal du være medlem af erhvervsrådet og deltage på generalforsamlingen den 12. marts 2025  Tilmeldingen lukker fredag den 7. marts.

KontaktFaaborg-Midtfyn Erhvervsråd

Glasmestervej 31 - 5772 Kværndrup

ErhvervskonsulentKonsulent

Klaus Juul Jensen

AdministrationBogholder

Gitte Lei

FakturaKasserer

Søren Haller

NyhedsbrevWebmaster

Sofie Janerka
bt_bb_section_top_section_coverage_image

Copyright © 2020 Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd. All rights reserved  –  Design: Mark & Storm Grafisk.