Jeros A/S kåret til Årets Virksomhed 2018

18. marts 2019by FME

Vaskemaskiner fra Jeros A/S i Ringe vasker udstyr fra køkkener, bagerier og fødevareindustri over hele verdenen, lige fra Europa til Asien.

Trods verdenssynet har Ringe-virksomheden bevaret de lokale rødder og værdier, har en stærk og loyal medarbejderskare og samarbejder med både folkeskoler, erhvervsskoler og universiteter.

Udsynet kombineret med de lokale og sociale værdier og en sund virksomhed er begrundelserne for, at Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd nu har kåret Jeros som Årets Virksomhed 2018 i Faaborg-Midtfyn.

Kåringen foregik onsdag aften på erhvervsrådets generalforsamling på Tøystrup Gods. Her modtog ejeren, Evita Rosdahl, prisen, som ud over æren er en indrammet plakat designet til lejligheden af designeren Hanne Mogensen fra Faaborg.

Forbillede for andre

Arne Brunholm, formand for erhvervsrådet, uddybede på generalforsamlingen, hvorfor valget er faldet på Jeros:

– De seneste år har Jeros gennemgået et forbilledligt generationsskifte. Evita Rosdahl har overtaget virksomheden fra sin far, og det er lykkedes hende at videreføre ånden fra tidligere, hvilket blandt andet ses i, at mange medarbejdere har været ansat i rigtig mange år. Samtidig er virksomheden moderniseret og fremtidssikret. Den er et forbillede for andre i forhold til at tage et stort ansvar ved at ansætte lærlinge og samarbejde med studerende fra universiteterne. På den måde er Jeros med til at sikre både uddannelse til de unge og kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne, sagde Arne Brunholm.

– Det lokale betyder meget

Netop den begrundelse gør Evita Rosdahl særligt glad. For selv om hun bruger næsten halvdelen af året på at rejse rundt i verden – i sidste uge var hun eksempelvis i Pakistan – for at sælge og markedsføre opvaskemaskinerne, brænder hun for den lokale forankring.

– Det betyder meget for os at få den lokale anerkendelse. Vi vil gerne være en del af nærmiljøet, selv om der næppe er nogen fra Ringe, som køber vores maskiner, i hvert fald ikke privatpersoner, siger Evita Rosdahl og fortsætter:

– Nærområdet er super vigtigt for os i forhold til rekruttering af arbejdskraft, men også i forhold til at høre til et sted. Det er også derfor, vi har deltaget i kommunens ”Erhvervs-rygsækken”, hvor vi har haft besøg af elever fra de lokale folkeskoler, og åbner virksomheden for de lokale, så de kan se, at en moderne industrivirksomhed er noget helt andet end de gamle samlebåndsvirksomheder.

Jeros A/S

Stiftet i 1963 i Odense.

I 1990 rykkede virksomheden til Ringe.

I 2012 overtog Evita Rosdahl det fulde ejerskab.

Virksomheden har cirka 60 medarbejdere – heraf syv lærlinge.

Omsatte for 61 millioner kroner i 2018.

Cirka 85 procent af salget sker i udlandet.

KontaktFaaborg-Midtfyn Erhvervsråd

Glasmestervej 31 - 5772 Kværndrup

AdministrationBogholder

Gitte Lei

NyhedsbrevWebmaster

Sofie Janerka
bt_bb_section_top_section_coverage_image

Copyright © 2020 Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd. All rights reserved  –  Design: Mark & Storm Grafisk.