Mød Årets Iværksætter 2025
Serup & Colberg
Efter en spændende afstemning stod det klart, at prisen som Årets Iværksætter gik til møbel-ekvilibristerne fra Faldsled, der for to år siden skabte deres egen møbelvirksomhed, hvor de går så meget op i kvalitet, at de giver livstidsgaranti på deres møbler til første private ejer (kunne man overveje en dåbsgave der 😉 )
Makkerparret Peter Serup og Martin Egede Colberg startede i 2024 virksomheden i det, der engang var Faldsled Stole og Møbelfabrik. De designer, udvikler og producerer primært stole og borde til både private og erhverv. Og har haft Faldsled Kro som én af de første kunder.
De to har arbejdet sammen i 10 år og har ens værdier. De vil lave møbler, der holder evigt. Og vil man det, insisterer de på selv at have kontrol over alt fra udvikling og design til hele produktionskæden. Derfor bliver både tegninger, prototyper og serieproduktioner skabt i bygningerne i Faldsled.
Med sig har de i dag to lærlinge, en pensioneret møbelsnedker og i øjeblikket også en praktikant. At de allerede har taget lærlinge ind, er ikke tilfældigt. Serup & Colberg har nemlig et dybt ønske om at udvikle danske håndværkstraditioner og samtidig bidrage til et rummeligt arbejdsmarked, hvor man både kan bruge sit hoved og sine hænder.
Hvor de færdige møbler er stilrene til perfektion, ser flere af maskinerne i produktionen lidt georg-georgeløs-agtige ud. Peter og Martin tilpasser kontant maskinerne, så de optimeres i forhold til de møbler, de er i gang med at producere. Det indebærer blandt andet varme i bøjningerne, så stoleryggen kan hærde hurtigere eller vægte i et snoretræk på savbænken, så træet lettere bliver trukket igennem.
Serup & Colberg er ikke alene om at kræse for dansk håndværk. Foreløbig er ordrebogen fyldt resten af året.
Stort tillykke til Martin og Peter med prisen – må den være med til at anerkende jeres indsats og ihærdighed i at skabe og være tro mod jeres egen vej og værdier.
Også tillykke til Andreas Svensson fra Kokkeriet Svensson og Mette Kjærsgaard Bred med nomineringen.
Se præsentationen af Serup & Colberg her



