Naturen samler virksomheder og ledige
Den 2. juni havde Code of Care Faaborg-Midtfyn premiere på et alternativt “virksomheder og ledige møder hinanden-arrangement” i Pipstornskoven lige udenfor Faaborg.
Der var naturvejleder, svampejagt og mad over bål – og en mulighed for at tale på kryds og tværs.
Det er første gang, at sådan et arrangement bliver afholdt.
Alexander Mygind Andersen sidder både i bestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd og er med i den task force, som gennem Code of Care skal være med til at skabe bedre kontakt mellem de lokale virksomheder og områdets ledige og flexjobbere.
Han var idemanden til at rykke arrangementet ud i skoven.
“Det fungerede rigtig fint at mødes ude i skoven og have mål om at lære noget sammen. Vi fik de samme spørgsmål – og alle gættede lige forkert på, hvor mange spiselige svampe, vi har. Der var det helt lige meget, om du var virksomhedesleder eller jobsøgende. Det fungerede rigtig godt,” fortæller han.
Der måtte gerne være flere med – og målet er at gentage og bruge erfaringerne fra arrangementet i Pipstorn-skoven til at finde frem til, hvordan man får flere til at deltage og skaber et rum for de gode kontakter, der kan lede til job.
Mindst én af de ledige tog hjem fra arrangementet med en aftale om det møde med en af virksomhederne.