Her er de tre nominerede til Årets Virksomhed
Hvornår gør en virksomhed det godt? Ja, det er der mange svar på.Og som de nominerede virksomheder her viser, kan man gøre det godt på forskellige måder inden for meget forskellige fagligheder.
De tre nominerede virksomheder har alle en del år på bagen (mindst 25) og har formået at udvikle sig markant over tid. De er drevet af stærke ledere med stærke og tydelige værdier. De er udvalgt blandt mange stærke, spændende og forbilledlige virksomheder – tak for alle indstillinger.
Prisen som Årets Virksomhed bliver uddelt på generalforsamlingen den 11. marts 2026
Det er deltagerne på generalforsamlingen, som kommer til at afgøre, hvem af de tre virksomheder, som får prisen. Der bliver nemlig afstemning på aftenen efter at virksomhederne er blevet præsenteret. (Så husk at tilmelde dig/din virksomhed hvis I ikke allerede er tilmeldt generalforsamlingen).
De nominerede virksomheder er listet op her i vilkårlig rækkefølge.
CP Byg, Allested
I december 1999 kørte Christian Poulsen første gang ud som selvstændig tømrer til kunder i Allested-Vejle og Broby. Med sig havde han fokus på godt håndværk og ordentlighed i arbejdet.
Siden er er der sket meget. CP Byg er vokset støt og har i dag ca 60 medarbejdere og en omsætning tæt på 90 mio om året. De står både for serviceopgaver i lokalområdet og for store fag-og hovedentrepriser på Fyn og nogle gange også i resten af landet.
Christian har fået en partner, Jesper Juul, og sammen driver og udvikler de den nu ganske store tømrervirksomhed.
Men værdierne er de samme: Godt håndværk og ordentlighed i arbejdet.
CP Byg går desuden ret meget op i at sikre god uddannelse af tømrere til fremtiden. De har typisk 10 lærlinge i virksomheden ad gangen. De seneste år har de systematiseret, at kommende lærlinge når i praktik i virksomheden, inden de underskriver lærlingekontrakten. På den måde får begge parter testet, at de kan se en fremtid sammen. Det har givet bedre lærlingeforløb.

Tuco Marine Group, Faaborg
Jonas Pedersen og Jakob Frost har i godt 25 år drevet Tuco Marine Group sammen. De to gamle skole- og sejlerkammerater fra Faaborg stod begge i lære som bådbyggere, inden de i 1998 startede virksomheden sammen. I starten servicerede og reparerede de både, mest sejlbåde.
Men de kan begge lide at udvikle og løse udfordringer. Derfor har de med tiden arbejdet med udviklingen af vindmøllevinge-modeller over hurtige kulfiberyachter, inden de nåede til Pro Zero konceptet, som er det, virksomheden koncentrerer sig om i dag. Det er modulopbyggede fartøjer, der kan designes og sammensættes efter de professionelle kunders behov.
Og de kan være mangeartede. Fra forsvarets behov for ubemandede drone-både til den norske skærgårdstjenestes behov for personfærger, der kan sejle i krævende hav omkring de norske klipper og småøer.
I dag har TUCO Marine Group omkring 50 ansatte på virksomheden i Faaborg, heraf er hele syv elever og lærlinge inden for fag som bådbygger, komposit-tekniker, salg, grafiker og skibsmontør. Og det er ikke tilfældigt. Jonas Pedersen og Jakob Frost har nemlig en bevidst ambition om at være med til at uddanne unge mennesker til fremtidens arbejdsmarked.

Nr Søby Slagteren, Nr Lyndelse
I 1970 startede Jørn Black Nielsen det som i dag er Nr Søby Slagteren som en klassisk slagter med butik, lille opskæring og pølsemageri. Kort efter blev hans kommende kone ansat, og det skabte fundamentet for den familievirksomhed, de er i dag. Nu har sønnen Ronni Black Nielsen nemlig overtaget direktørroret og sidste år kom også hans kone, Signe, med.
Der er i dag 28 ansatte, hvilket både tæller slagterne i produktionen, sælgere, chauffører og administration. Virksomheden er netop blevet godkendt til at have lærlinge
Det er vigtigt at alle ved, hvad der foregår i virksomheden og kan byde ind med forbedringer. Så derfor holder de hver uge fællesmøde med frokost. Og for at sikre en god arbejdsplads og kultur, ansætter Ronni Black Nielsen i dag mennesker ud fra deres værdier mere end udelukkende faglige meritter.
Og det virker. Kvaliteten er opdaget af den danske hotel- og restaurationsbranche, hvor ideen med mindre men bedre kød og kvalitet skabt ud fra lokalt håndværk vækker genklang.

Vil du have mulighed for at stemme på én af kandidaterne, skal du være medlem af erhvervsrådet og deltage på generalforsamlingen den 11. marts 2026 Tilmeldingen lukker onsdag den 4. marts.




