Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd kan med glæde præsentere et nyt logo og en helt ny hjemmeside.
Mark & Storm Grafisk i Ringe har designet både logo og hjemmeside
Formand Johnny Poulsen glædede sig til at vise en dummy af hjemmesiden på generalforsamlingen i marts. Men den blev som bekendt aflyst. Det stoppede dog ikke arbejdet med at gøre hjemmesiden færdig og derfor er han stolt over at kunne præsentere den nu:
“Vi mente, at vi trængte til en grafisk opdatering og et mere moderne – og enkelt – logo. Erhvervsrådet har de seneste år ændret karakter og har blandt andet langt flere arrangementer end tidligere. Derfor har vi også haft brug for at gøre tilmeldingen bedre og mere enkel at administrere,” siger han og fortsætter:
“Et andet punkt, som er meget vigtigt for mig, er at vi skal have et overblik over vores medlemsvirksomheder, så vi hver især kan finde hinanden. Vi i er i gang med at lave en model for, hvordan alle medlemsvirksomheder kan komme på hjemmesiden. Den er ikke helt på plads endnu, men kommer senere. Idéen er, at søger man eksempelvis en elektriker, revisor eller et sted at holde et møde, kan man tjekke medlemslisten først. Den skal være tilgængelig for alle,” siger han.
Medlemslisten er stadig under opbygning, men bestyrelsen har valgt at offentliggøre hjemmesiden allerede nu, selv om der kommer småjusteringer hen ad vejen. Da det er en ny side, kan der forekomme kiks, fejl-links eller lignende her i starten. Oplever du fejl eller mangler er du velkommen til at kontakte webmaster, Sofie Janerka fra Soja Media, som også fremover står for indholdet på siden.
Formand Johnny Poulsen er rigtig godt tilfreds med resultatet:
“Jeg synes, det er blevet en flot og funktionel hjemmeside, og jeg håber den kan få endnu mere trafik end den gamle, og være med til at vise os som en moderne og aktiv forening. Vi kan se, at der er mere trafik end normalt nu her omkring Corona-situationen, og den vil vi fortsat følge op på på hjemmesiden – nu bare på en mere moderne side, som gerne skulle køre bedre.”
Øget interesse for Erhvervsrådets arbejde
I disse Corona-tider oplever vi en større interesse for siden og Erhvervsrådet og vi forsøger at samle relevant information fra både det offentlige og lokale virksomheder, som står parat til at hjælpe igennem krisen.
Den information samler vi stadig og opdaterer løbende den Covid-19 side, vi har oprettet til formålet